Mystik om kommunens sponsoraftale med AaB: Nedrykningsklausul forsvundet
Tidligere har kommunen kunnet kræve aftalen med fodboldklubben genforhandlet ved nedrykning fra Superligaen. Men det kan de ikke denne gang.

Af Jonas Sand
Når det kommer til at modtage kommunale midler, får det ikke konsekvenser for AaB denne sommer, at klubben rykkede ned fra Superligaen den seneste sæson.
Forud for indgåelsen af seneste sponsoraftale med Aalborg Kommune blev der nemlig fjernet en klausul om genforhandling ved nedrykning, og derfor er klubben sikret betalingen på 350.000 kroner fra Aalborg Kommune.
Det fremgår af en mailkorrespondance mellem AaB og Aalborg Kommune, som jonassand.dk har fået aktindsigt i.
Da aftalen omkring årsskiftet til 2025 skulle genforhandles, spillede Aalborg Kommune ellers ud med et krav om, at en eventuel nedrykning til 1. division gav kommunen mulighed for at genforhandle aftalen.
Faktisk blev kravet om klausulen nævnt igen og igen i korrespondancen, ligesom den tilsyneladende også var med i den aftale, der blev godkendt i Økonomiudvalget i kommunen.
Men da kontrakten blev underskrevet, var klausulen væk.
Krævede klausul fra start
Forhandlingerne mellem parterne startede i slutningen af sidste år.
Fodboldklubbens adm. direktør, Michael Tuxen Boll, henvendte sig 12. november 2024 til kommunen og inviterede til forhandlinger om en mulig forlængelse af sponsoraftalen mellem parterne.
Dagen efter kvitterede kommunen og accepterede at mødes. Dog med et mindre forbehold.
'I skal vide på forhånd, at vi kun kan tale om en forlængelse på uændrede vilkår. Selve samarbejdsaftalen skal også have en klar formulering om, at aftalen er løbende med mulighed for opsigelse og genforhandling ved nedrykning,' svarede kommunens repræsentanter.
Prisen stiger – klausulen fjernet
Parterne mødtes i starten af december sidste år, hvor kommunen efterfølgende rakte ud til AaB og takkede for et fint møde, selv om de ikke nåede helt i mål med forhandlingerne.
'Vi har forsat et krav om, at der i aftalen skal stå: "aftalen er løbende med mulighed for opsigelse pr. 1.11. i indeværende år eller ved op- og nedrykning," skrev kommunen blandt andet 13. december.
Præcis en måned senes mødtes Økonomiudvalget i Aalborg Kommune så, hvor sponsoraftaler med byens sportshold var på programmet. Her blev det vedtaget, at sponsoraftalen med AaB blev hævet fra 290.000 kroner til 350.000 kroner årligt, og at der igen skulle indgå en klausul om genforhandling ved 1. division.
De ekstra 60.000 kroner skulle følge korrespondancen dække ekstra LED-eksponering.
To uger senere – 27. januar 2025 – satte kommunaldirektør Tommy Christiansen og Michael Tuxen Boll så underskriften på en kontrakt, som gjorde Aalborg Kommune til Guldpartner i AaB.
Men klausulen er ikke en del af kontrakten. Faktisk står der det modsatte.
'Ingen af parterne kan i aftaleperioden kræve aftalen, herunder dens økonomiske vilkår, genforhandlet,' lyder det således i den endelige kontrakt, hvor det samtidig bliver det gjort klart, at en nedrykning til 1. division ikke vil blive anset som en væsentlig misligholdelse af kontrakten fra AaB's side.
Kommunen: Giver bedst mening
Og selvom kommunen igen og igen krævede klausulen indført, ligesom det blev godkendt i Økonomiudvalget, så ville kommunen faktisk slet ikke have den med i kontrakten. Det giver nemlig bedst mening, at den slet ikke er der.
Det oplyser Aalborg Kommune i et skriftligt svar efter en længere korrespondance.
'I dialogen med AaB om ændring af kontrakten, så den blev løbende med mulighed for opsigelse, er det aftalt, at der ikke er en automatisk genforhandling ved nedrykning, men at det er noget, som kommunen kan vælge at aktivere via opsigelsesmuligheden,' skriver kommunen og fortsætter:
'Baggrunden for at vi har valgt at arbejde med en model med opsigelse (og dermed indirekte kalenderåret som kontraktperiode) er, at det giver bedst mening i en kommunal budgetsammenhæng. Dermed er der mulighed for at det politiske niveau kan disponere om i forbindelse med de årlige budgetforhandlinger.
AaB endte som bekendt med at rykke ud af landets bedste række og skal derfor spille 1. division efter sommerferien.
'Vi inddrager nedrykningen som et moment i den løbende vurdering af markedsføringsaftalen, og herudover kan man fra politisk side ønske en anden prioritering af kommunens markedsføringsmidler, men vi ved ikke på nuværende tidspunkt, om nedrykningen giver anledning til at man fra politisk side ønsker at opsige/genforhandle for 2026,' skriver kommunen og slår fast:
'Hvis det er tilfældet, så vil de nye vilkår gælde for hele 2026, uanset om AaB sikrer sig oprykning eller ej næste sommer.'
Kommunen har trods flere henvendelser ikke ønsket at svare på, hvem der foreslog at fjerne klausulen, eller hvornår det konkret skete.
"Beslutningen blev truffet i forbindelse med drøftelsen om aftalens ordlyd og er godkendt med underskriften af aftalen. Det er vores vurdering, at den endelige formulering af opsigelsesklausulen, der er bredere og dækker mere end nedrykning, stiller Aalborg Kommune bedre og derfor opfylder Økonomiudvalgets ønske," svarer kommunen på opfølgende spørgsmål.
AaB-boss:
Jeg ved det ikke
Hos AaB kan man ikke komme med det
endegyldige svar på, hvorfor klausulen ikke kom med i den endelige
kontrakt.
- Det tror jeg faktisk ikke jeg kan svare dig på, hvis jeg skal være helt ærlig. Du har jo selv fået aktindsigt i sagen, og kommunen siger også, at det ikke er en fejl, så det har nok været en aftale, hvor vi blev enige om, at skulle man komme i denne situation, hvor nedrykning blev et tema, og kommunen ikke føler, de får den værdi, de betaler for, så vil vi sætte os ned og kigge på det, siger klubbens adm. direktør, Michael Tuxen Boll.
Han afviser, at klausulen bevidst er blevet udeladt af aftalen. Og selvom han gerne sætter sig ned med kommunen og kigger nærmere på sponsoraftalen, så forventer han ikke, at nedrykningen giver anledning til det.
- Nej, det gør jeg ikke. Kommunen er bevidste om, at vi har leveret rigtig god værdi og også kommer til at levere stor eksponeringsværdi for kommunen. Det tror jeg ikke, man vil kunne købe for tilsvarende penge, hvis man skal ud at finde de i samme omfang, slår han fast.
Da AaB sidst rykkede ud af Superligaen, gav nedrykningen ikke anledning til at sænke det beløb, man betalte klubben. Det lød dengang på 290.000 kroner.